HOLM & BERTUNG PR HAR HÅNDTERET PRESSE, SKREVET TEKSTER OG STÅET FOR REKLAMEFOTOGRAFERING AF TRE NYE HIGHLAND PARK WHISKYER

HOLM & BERTUNG PR HAR HÅNDTERET PRESSE, SKREVET TEKSTER OG STÅET FOR REKLAMEFOTOGRAFERING AF TRE NYE HIGHLAND PARK WHISKYER

26th April 2024

Holm & Bertung PR er stolte af at præsentere de tre specialwhiskyer Harald Blåtand, Thyra Danebod og Gorm den Gamle fra Highland Park. Vi er især stolte, fordi vi har stået for både presselancering, tekstarbejde og det kreative i forbindelse med fotografering – i tæt samarbejde med Camilla Salvado fra Edrington/Highland Park, fotograf Trine Sand Skjøldberg og blomsterkunstner Jonas Pejstrup. Læs teksten herunder – og nyd de flotte billeder!

PS. Gorm den Gamle lanceres i 2021, og når det sker, præsenterer vi billedet af flasken!


Highland Park lancerer ny whiskyserie inspireret af dansk historie
– smag på Danmarkshistorien med Highland Parks tre nye single cask-whiskyer

Highland Park præsenterer en lokal serie af single cask-whiskyer, der er skabt specielt til Danmark og danske whiskyentusiaster. Serien indeholder tre whiskyer, der er opkaldt efter og inspireret af den første danske konge, Gorm den Gamle; hans hustru, dronning Thyra Danebod; og deres søn, Harald Blåtand.

De tre flasker er til ære for danske fans af Highland Park. Det skotske destilleri har valgt Gorm den Gamle, Thyra Danebod og Harald Blåtand som inspiration, fordi de sammen på hver deres måde har sat præg på Danmark.

Gorm den Gamle, den første konge af Danmark, rejste den første Jellingsten, Den Lille Jellingsten, for sin kone Thyra Danebod. Det er den første skriftlige kilde inden for landets grænser, der nævner navnet Danmark.

Thyra Danebod fødte landets første tronarving, Harald Blåtand. Efter Gorm den Gamles død rejste han den anden Jellingsten til minde om sine forældre. Men den sten, Den Store Jellingsten, fortæller også, at Harald Blåtand var kongen, der samlede Danmark og gjorde danskerne kristne.

Det er den historieskrivning, der helt op i nutiden har haft indflydelse på Danmark, der ligger til grund for de tre single cask-whiskyer.

Whiskyerne udkommer i et begrænset antal. Harald Blåtand er fremstillet i 444 flasker, Thyra Danebod i 568, og Gorm den Gamle i 249. Harald Blåtand lanceres d. 1. november, og Thyra Danebod d. 6. november, mens Gorm den Gamle først lander på hylderne i 2021.

Harald Blåtand – Søn af Thyra og Gorm. Konge af Danmark

Harald Blåtand er en imødekommende whisky. Den har en dejlig sødme fra tørrede frugter, et snert af egetræ og behagelige noter af røg, anis og rosin. Smagen er kompleks og velafbalanceret.

Harald Blåtand er modnet i 12 år på first fill sherry butt-fade af europæisk egetræ. Harald Blåtand rejste den største af de to Jellingsten, så whiskyen er selvfølgelig modnet på de særligt store sherry butt-fade.

Harald Blåtand har en lang, dristig finish. Sherry butt-fadene sikrer, at smagen ikke falder til ro, men bliver ved i det uendelige – ligesom Harald Blåtand, der selv i 2020 er på alles læber over hele verden på grund af Bluetooth-teknologien.

Harald Blåtand har en alkoholprocent på 64,2.

Thyra Danebod – Dronning af Danmark

Thyra Danebod er feminin og kraftfuld. Den har søde smagsnoter af frugt og honning, der afgiver en duft, der leder tankerne hen på botanik og flora.

Det feminine smagsudtryk bliver til en lang og kraftfuld finish med elegante nøddenoter og en fin, let røg. På den måde indkapsler flasken Thyra Danebods omsorg som moder og styrke som dronning.

Whiskyen er modnet i 12 år på refill puncheon-fade, der binder smagsnoterne sammen. Thyra Danebod har en alkoholprocent på 62,8.

Gorm den Gamle – Konge af Danmark

Gorm den Gamle er en whisky til livsnyderen. Den har smagsnoter af dejligt egetræ, vanilje og honning, og så er den let røget. Den er modnet i 18 år på et refill hogshead-fad, der er et relativt lille fad.

Den beskedne fadvolumen afgiver en imponerende smag, som Highland Park bevidst er gået efter. Historiebøgerne beretter, at Gorm den Gamle var en sand livsnyder, så whiskyen er kreeret, så den tilbyder mest mulig nydelse til tungen.

Whiskyen har en lang og behagelig finish, som sikrer en værdig afslutning på historien om HaraldBlåtand, Thyra Danebod og Gorm den Gamle.

Gorm den Gamle har en alkoholprocent på 53,9.

Highland Park og Danmark

Highland Park har en helt særlig relation til Danmark. Destilleriet er lokaliseret på Orkneyøerne nord for det skotske fastland, og de blev bosat af nordiske vikinger tilbage i 875. Highland Parks grundlægger, Magnus Eunson, er direkte beslægtet med de nordiske vikinger, og selv den dag i dag – altså 1145 år senere – deler flere af beboerne på Orkneyøerne stamtræ med vikinger.

Det er heller ikke første gang, at Highland Park skaber en serie af single cask-whiskyer specielt til danskerne. Du kan finde Highland Park-flasker med navne som Saxo, Grundtvig og Absalon for bare at nævne nogle, og destilleriet har blandt andet lavet en flaske kaldet Dannebrog i forbindelse med flagets fødselsdag.


Harald Blåtand – Søn af Thyra og Gorm. Konge af Danmark

Vejledende udsalgspris, 70 cl: DKK 899.

Farve: Mørk kobber
Aroma: Dejlig sødme, tørrede frugter, snert af egetræ, behagelig røg
Smag: Kompleks og velbalanceret
Finish: Lang og dristig
Alder: 12 år
Fadnummer: #909
Fadtype: First fill europæisk sherry butt
Antal flasker: 444
Alkoholprocent: 64,2

Harald Blåtand forhandles i butikskæden Calle og på www.calle.dk.


Thyra Danebod – Dronning af Danmark

Vejledende udsalgspris, 70 cl: DKK 999

Farve: Gylden rav
Aroma: Fine dufte fra botanikkens verden, appelsinskal, honning og let røg
Smag: Lette, frugtige noter og sød honning
Finish: Lang og kraftfuld med elegante nøddenoter og en fin røg, der kommer snigende
Alder: 12 år
Fadnummer: #4939
Fadtype: Refill puncheon
Antal flasker: 568
Alkoholprocent: 62,8.

Thyra Danebod forhandles hos vinforhandlere rundt om i landet.