BYD VELKOMMEN TIL LIV-ING

BYD VELKOMMEN TIL LIV-ING

24th April 2024

LIV-ING er et nyt, eksklusivt dansk brand, hvor den enkle og stilfulde æstetik fra Skandinavien møder det favnende, farverige Østen. Holm & Bertung PR er stolte af at kunne byde LIV-ING velkommen i showroomet.

De første streger blev tegnet en aften i januar på en strand i Goa af de to designere Liv Barfoed og Inger Solberg. Det blev til en elegant kimono, der bare var tænkt til at skulle pryde deres egen garderobe. Men de to designere fandt ud af, at de havde meget mere i pennen, og det blev til LIV-ING.

”Mens vi snakkede om livet og om vores drømme, sad vi og tegnede, og på bare en uge havde vi lavet vores første kollektion. Hvert eneste design er skabt med hjertet – det er det, der har været drivkraften bag det hele,” fortæller Liv Barfoed.

Navnet LIV-ING er naturligvis dannet af ’Liv’ og ’Inger’, og det er en manifestation af de to kvinders venskab, der går mere end 30 år tilbage. De har begge stærke rødder i dansk og international mode, og mens Inger de seneste 20 år har boet i og arbejdet fra Indien, har Liv haft sin base i København. Begge er de drevet af kreativitet og ønsket om at gøre verden smukkere.

Den lille kollektion på ti styles, der kommer i butikkerne i 2020, er designet til kvinder, der er vilde med eksklusivt design tilsat skønne broderier og smukke farver. Alt er produceret i bomuld og hør, og farveskalaen er holdt stramt i sort, hvid, rosa, kaki og lys blå. Alle broderier har en base i sølv, der bliver suppleret af en enkelt farve. LIV-ING er helt kort et enkelt og glamourøst supplement til den garderobe, du allerede har.

Kollektionen vil i første omgang være at finde i Skandinavien, men også butikker i lande syd for grænsen har vist interesse.